BLIV ELEV NU

Vi spiser helt almindelig god mad. Alt det du kan lide – og det, du ikke vidste, du kunne lide.

Vi kan godt lide at lave mad på Kastanievej og tilbereder selv det meste fra bunden. Færdigretter og halvfabrikata bruger vi ikke. Vi får masser af grønt, groft rugbrød, magert kød, fisk, frugt og friske råvarer. Vi vil gerne give dig nogle gode kostvaner og en grundlæggende viden om sund kost, som du kan bruge hele livet. Men en god flaske ketchup eller en hjemmebagt kage er altså ikke forbudt.

Vi gør meget ud af at tage personlige hensyn. Er du f.eks. vegetar, eller tænker du på at blive det, kan du skrive dig på vores vegetarliste. Og lige så vigtigt: Du kan melde dig fra igen. Er du allergiker eller er du på en speciel-diæt, tager vi også hensyn til det i samarbejde mellem eleven, forældrene og køkkenet.

Om morgenen er der buffet med hjemmebagte boller, smør, ost, frisk frugt, havregrød, cornflakes, A38, müsli og te og kaffe.

Om formiddagen er der gulerødder, kaffe og te. Frokost serveres ved bordene og byder på varm mad, salat og brød. Om eftermiddagen er der knækbrød, koldhævet brød eller frugt. Aftensmaden er en buffet med lune retter, salater, pålæg og godt rugbrød. Aftenservering kan være te, hjemmebagt kage, frugt eller knækbrød.

Hver kontaktgruppe står for køkkenet og laver maden til de andre en uge ad gangen - i alt tre uger i løbet af skoleåret. Du skal nok blive fortrolig med et køkken, få øvelse i kunsten at betjene pander og gryder og lære om de gode og sunde kostvaner foruden almindelig køkkenhygiejne og rengøring. Hvis du har fået smag for køkkenets glæder, kan du også få indflydelse på vores menuer.